Nådsensbrød

Nådsens brød

Novellens titel er Nådsens brød, og er skrevet af Henrik Pontoppidan. Titlen er meget ironisk, da nådsens brød betyder ‘’lever af andres barmhjertighed og nåde’’.

Hovedpersonen i novellen er Stine Bødkers, og hun er blevet tvunget til at bo på fattighjemmet. Før Stine skulle på kassen, havde hun været en skikkelig og stræbsom kone, som sagtens kunne passe børnene og sørge for mad og drikke, selv efter sin mands død. Men i høsten, da hun skadede sin hånd og ikke kunne arbejde mere, begyndte hun at drikke alkohol, og blev derefter mere og mere gal. Det havde ikke været noget usædvanligt syn for byens folk at se Stine være så ophidset.

Stine har hue på, og er halvskaldet og oversmurt med snavs. Stines hænder er sorte, magre og rystende, og har små øjne og rødplettet pande. Henrik Pontoppidan fortæller i novellen, at det ikke er Stines egen skyld at hun er blevet fattig, og at hun ikke fortjente at blive anbragt på ‘’kassen’’.

Inspektøren på fattighjemmet er meget skrap, og bestemt. Han er gammel militær, og folkene på fattighjemmet er bange for inspektøren. Han er en mand, som i sjælden grad var skabt til den stilling han var sat til. Stor, værdig og rolig, og han opdager hver mindste uregelmæssighed eller forsømmelser på anstalten. Det er også ment meget ironsik, for han er meget ligeglad med hvordan mennskerne på gården har det. Han går med en tilknappet frakke, og har knirkende morgensko. Han har en præmieso, som hedder ‘’Gine’’. Grisen får præmier og får den gode mad som menneskerne på anstalten ikke får. Han prioriterer grisen højere end menneskerne.

Sognefogeden som henter Stine da hun skal på ‘’kassen’, var hidsig og varm, og var lige kommet fra tærskeloen, da han kom for at hente Stine. Han har avner hængende i håret og i sine nye grå vadmelsbukser. Han er bestemt, og vender sig ikke da menneskerne råber at han skal lade Stine være. Han er lidt ligeglad hvad menneskerne siger til ham, og han skal bare tage Stine hen til ‘’kassen’’.

Lemmerne er menneskerne der bor på ‘’kassen’’. De er fattige, og livstrætte mennesker som ikke har lang levetid tilbage. Mændene og fruerne er i hver sin fløj i huset, og de sidder rækkevis på små halmsæder under vinduerne og fletter sivmåtter og binder kurve. Deres tilværelse har intet mere at byde, og deres kræfter er udslidte, og deres hænder er for svage og ryggen for kroget til længere at bære livets byrde. De har alle ens tøj på, med pletfri linned, kæmmede og renvaskede. De er tavse, andægtige og siger ikke ret meget, men de er meget eftertænksomme. Deres fingre er stive og krogede, og de snoer reb i halmen og arbejder time ud og time ind med mekaniske bevægelser. Når inspektøren kommer, er de bange for ham, og gemmer sig for ham.

Miljøet i novellen bliver beskrevet rigtig godt, og rigtig meget. Det meste af novellen, er beskrivelsen af fattiggården. Handlingen foregår på fattighjemmet, og miljøet er et meget fattigt miljø. Novellen omhandler mennesker som er i bunden af samfundet, som er i arbejderklassen. Det er et underklasse miljø, da novellen handler om fattige mennesker. ‘’Kassen’’ er sogne-fattiggården. Den ligger på toppen af en kratbevokset bakke ud mod fjorden, og er muret i rødt og gråt, med spir på gavlene og majestætens navnechiffer som funkler i guld på blå grund, over indgangsdøren. Hvis man trådte inden for det jernbespigrede plankeværk, er der mægtige trappegange, varmeapparater og dekorerede lofter. Rummet var næsten højtideligt ud, og lyset falder ind som en overjordisk glans. Hver mindste hoste gav genlyd under de høje lofter, som i en kirke. Selvom fattighjemmet bliver beskrevet rigtig flot, er det egentlig ikke sådan indenfor. Indenfor er der fattige, livstrætte mennesker, og en inspektør som sætter mere pris på sin gris, end menneskerne som bor der. Derfor er miljøet meget ironisk beskrevet.

Historien strækker sig over ca. en halv dag. Den foregår ca. I 1885, da det var der det moderne gennembrud var. Novellen er skrevet og udgivet i 1887. Tiden i novellen har også betydning for hvordan den læses, og hvordan miljøet er. Det er meget fattige mennsker, som det også var i 1887 og Henrik bruger mange gamle ord i novellen, som der også blev brugt dengang.

Kompositionen i novellen er cyklisk, det starter samme sted som det slutter. Man starter med at høre om en kvinde som hedder Stine, som skal på fattighjemmet. Derefter bliver fattiggården beskrevet grundigt, og hvordan der er på fattighjemmet. Efter det, kommer man tilbage til Stine, hvor hun får besøg af nogen som skal føre hende til ‘’kassen’’. Hele novellen igennem er der nærmest kun beskrivelser og ét handlingsforløb hvor Stine bliver hentet og skal til fattiggården.

Fortællersynsvinklen i Nådsensbrød er i 3-person. De fattiges forhold bliver også fremvist personbundet. Når Henrik Pontoppidan skriver, er man ikke i tvivl om hans holdning omkring behandlingen af de gamle, fattige mennesker på ‘’kassen’’.Scenerne med Stine er også meget beskrevet, og også scenerne med de fattige på gården. Henrik skriver med 3 person, som har indre syn hos flere. Derfor er det ikke alvidende fortæller. Forfatteren bruger meget ironi i novellen, og beskriver det ydre som pænt, og får det til at fremstå flot, og næsten kirkelignende. Men det indre beskriver han som meget usselt, fattigt og hårdt styret af inspektøren. Derfor er nådsensbrød meget ironsik.

Sproget i novellen er lidt gammeldags, fordi den blev skrevet i 1887 da det moderne gennembrud var. Der er mange fremmedord i novellen. F.eks pundtærsker, fjællevogn, brostfældig, hyssing, landauer, ymter, og nogen af ordene er også skrevet med dobbelt a. F.eks. sivmaater.

Der er ikke rigtig noget konkret budskab i nådsensbrød. Henrik Pontoppidan beskriver mere hvordan hverdagen var dengang, og gør det meget klart for læseren hvordan forskellen mellem de velhavende og de fattige er, og hvordan ‘’kassen’’ er. Henrik’s beskrivelse af ‘’kassen’’ er et godt eksempel på at man ikke kan ændre hvad det egentlig er. Selvom ‘’kassen’’ er rigtig flot udenpå, og muret i røde sten, pyntet med spir på gavlen og majestætens navnetræk i guld, vil det stadig være et fattiggård eller et arbejdshus. De fattige vil også stadig hade stedet, uanset om det ligner et skur eller en herregård.

 

Skrevet af Rebekka

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s